Et metrotog, som holder stille mellem stationerne Frederiksberg Allé og Enghave Plads i København, er søndag aften blevet evakueret. Det skyldes en brandalarm, skriver Hovedstadens Beredskab på det sociale medie X.
Da beredskabet nåede frem til stedet, kunne det konstatere, at det ikke brændte. Ifølge Metroselskabets hjemmeside holder alle tog på linjerne M3 og M4 stille grundet brandalarmen.



























