En 37-årig mand blev i oktober 2023 dræbt midt i København. Tre mænd er blevet tiltalt for drab, men nægter sig skyldige.

Svensker forklædt som madbud er tiltalt for skuddrab

En 37-årig mand blev i oktober 2023 dræbt på Nyropsgade i København. Nu er tre mænd tiltalt i sagen. Foto: Jens Dresling
En 37-årig mand blev i oktober 2023 dræbt på Nyropsgade i København. Nu er tre mænd tiltalt i sagen. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Forklædt som madbud kørte en 20-årig svensk mand på elløbehjul til området ved Vesterport i det indre København. Her ventede han på en 37-årig mand, som han kort efter skød og dræbte med en række skud.

Sådan lyder Københavns Politis beskrivelse af det drab, der fandt sted om eftermiddagen på hjørnet af Nyropsgade og Herholdtsgade i Indre By den 19. oktober 2023. Den 20-årige svenske mand er blevet tiltalt for drabet, oplyser politiet tirsdag i en pressemeddelelse. Desuden er to danskere på henholdsvis 22 og 26 år blevet tiltalt for at have deltaget i planlægningen af drabet.

»Alle tre mænd er tiltalt for manddrab, da vi mener at kunne bevise, at de sammen har planlagt drabet i detaljer. På trods af en omfattende og langvarig efterforskning har det dog ikke været muligt at klarlægge et motiv«, siger anklager Alexander Palne i pressemeddelelsen.

I forbindelse med varetægtsfængslingerne af de tre mænd kom det frem, at de nægter sig skyldige. Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvordan de forholder sig til den tiltalte, der nu er rejst.

Ifølge politiet er der foretaget en omfattende efterforskning i sagen. Den ledte politiet på sporet af den 20-årige svensker, som blev anholdt i Sverige 1. november 2023. Dagen efter blev to danskere anholdt. Den ene blev pågrebet i Sverige og den anden i Københavns Lufthavn, da han ankom til Danmark fra udlandet. De to danske mænd er begge bosiddende i Sverige.

Sagen er endnu ikke berammet ved retten.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her