En 65-årig mand er afgået ved døden, efter at være blevet påkørt foran en BabySam på Roskildevej, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.
»De har stået to og været ved at pakke en bil. En kvinde har brækket sit ben, og en mand er afgået ved døden«, siger vagtchefen.
Kvinden, der er 30 år, er uden for livsfare, lyder det. Vagtchefen bekræfter, at der er en familiær relation mellem den afdøde 65-årige og kvinden, men vil ikke komme det nærmere.
En yngre mand skal have påkørt personerne. Han stak ifølge vagtchefen af fra stedet umiddelbart efter påkørslen. Han har efterladt sin bil, en Porsche, ved stedet. Manden er endnu ikke pågrebet, fortæller vagtchefen.
Vagtchefen bekræfter, at der er fundet lattergaspatroner ved stedet for færdselsuheldet. Han vil ikke bekræfte, om patronerne skal være fundet i Porschen.
Det er endnu uvist, hvorfor manden har påkørt personerne.
»Tre yderligere køretøjer er ramt i forbindelse med påkørslen«, fortæller vagtchef Michael Andersen.
Der er dog ikke sket personskade i den forbindelse.
Ulykken fik politiet til at spærre Roskildevej i begge retninger fra Ålholmvej til Peter Bangs Vej.
Tidligere lød det fra Københavns Politi på X, at afspærringen var fjernet klokken 22, men vejen er fortsat spærret, oplyser vagtchefen lidt før 23.
»Efter færdselsuheldet på Roskildevej er politiet nu færdige med undersøgelserne på stedet og afspærringerne er ophævet«, skriver politiet på X.
Ritzau

























