Opdateret 11.39:
Der er mandag formiddag et større strømnedbrud i hovedstadsområdet.
Ifølge presseansvarlig i Radius, Philip Brønnum Olesen, har 102.000 elkunder været uden strøm.
Kort før klokken 11.00 er cirka 11.000 kunder uden strøm, lyder det. Det gælder ifølge Philip Brønnum Olesen elkunder omkring Ejby ved Rødovre.
Strømnedbruddet skyldes en fejl på en transformerstation.
»Der arbejdes på at isolere fejlen og få genforsynet alle kunderne gennem andre veje i elnettet, så folk kan få strøm i stikkontakten«, siger Philip Brønnum Olesen.
P4 Trafik skriver, at der har været meldinger om sorte lyskryds i blandt andet Rødovre, Glostrup, Ballerup, Bagsværd, Gentofte og Lyngby. Storcentret Rødovre Centrum har også været ramt, men her er strømmen tilbage.
Det er »et af de større nedbrud, vi har oplevet«, siger pressechefen til TV 2 Kosmopol, som også fortæller, at strømnedbruddet kunne mærkes på Frederiksberg Hospital, som var uden strøm et par sekunder, inden nødgeneratorerne gik i gang, lyder det. Ingen patienter er blevet påvirket.
Elkunderne mistede strømmen omkring klokken 10.20 mandag formiddag. Siden er de løbende blevet genforsynet med strøm.
Opdateres
Ritzau



























