Artiklen er opdateret tirsdag kl. 13.50, efter at offeret er afgået ved døden.
Torsdag aften blev en 34-årig mand alvorligt såret af skud i Høje Gladsaxe. Tirsdag er han afgået ved døden, oplyser Københavns Vestegns Politi.
»Den mand, der torsdag aften blev ramt af skud i Høje Gladsaxe, er afgået ved døden. Vi efterforsker fortsat sagen intenst og kommer senere i dag med yderligere info om gerningsmændenes færden«, skriver politiet i et opslag på det sociale medie X.
Politiet fik anmeldelsen om skyderiet i Høje Gladsaxe i det nordvestlige København torsdag klokken 23.02. Da politiet ankom til stedet, var den skudramte mand alvorligt såret, og han blev kørt på hospitalet med ambulance.
Politiet har siden efterforsket sagen. Det foretog undersøgelser på gerningsstedet, ligesom politihunde undersøgte området. Det har dog endnu ikke været muligt for politiet at få anholdt nogen i sagen. Senere tirsdag vil politiet komme med nærmere oplysninger om, hvilken flugtrute gerningsmændene menes at have taget.
ritzau
fortsæt med at læse


























