Omkring 25.000 har meldt sig til Copenhagen Marathon, som søndag skal løbes i Københavns gader.
Løbet medfører en række afspærringer for trafikken i både Indre By og på Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Frederiksberg.
Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Ruten er spærret for trafik fra klokken 6 til klokken 17. Dele af ruten på Frederiksberg vil dog kun være spærret fra klokken 7 til klokken 15.
Når ruten er lukket, kan biler krydse ruten på udvalgte punkter.
Arrangørerne opfordrer også til, at man som fodgænger eller cyklist følger de anvisninger, man får på stedet.
Der er desuden parkeringsforbud flere steder, som allerede gælder fra lørdag ifølge pressemeddelelsen.
Ruten genåbner, efterhånden som løberne passerer.
På sin hjemmeside understreger Copenhagen Marathon, at det ikke er tilladt at køre på ruten, imens den er afspærret, selv hvis ruten er tom på et givent tidspunkt.
ritzau




























