To har meldt sig selv i drabssag fra Tingbjerg. I retsmøde oplyses det, at der er rejst tiltale i sagen.

Fem er tiltalt i sag om drab på 32-årig i Tingbjerg

En 32-årig mand blev skudt og dræbt i Tingbjerg 20. juli sidste år. To yngre mænd kom lettere til skade. Foto: Jens Dresling
En 32-årig mand blev skudt og dræbt i Tingbjerg 20. juli sidste år. To yngre mænd kom lettere til skade. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 10.37

Efter cirka et års efterlysning meldte to mænd sig tirsdag eftermiddag til politiet i en sag om et drab på en 32-årig mand, der blev skudt i den københavnske bydel Tingbjerg i juli 2025.

Og selv om de to mænd kun lige er blevet anholdt, venter der allerede en retssag på dem.

For da de onsdag formiddag stilles for en dommer i Retten på Frederiksberg med henblik på varetægtsfængsling, oplyser anklager Andreas Christensen, at der allerede er rejst en tiltale i sagen.

»Vi har en sag med et par meget alvorlige sigtelser. Vi har allerede et anklageskrift og en berammet hovedforhandling«.

»Der er fem tiltalte - inklusive de to fremstillede nu«, siger han.

Bemærkningen kommer, da han argumenterer for at lukke dørene til onsdagens retsmøde.

»Tre af de pågældende (tiltalte, red.) har ikke afgivet forklaring indtil videre«, siger han og henviser til, at sagens beviser derfor ikke bør komme frem i offentligheden på nuværende tidspunkt.

Trods protester fra to fremmødte journalister lukker dommeren dørene.

De to mænd, som nu har meldt sig selv, er begge danske statsborgere. De er henholdsvis 22 og 26 år.

Begge har været efterlyst i omkring et år i forbindelse med drabet på den 32-årige mand, der blev skudt ved Ruten i Tingbjerg 20. juli 2025 omkring klokken 18.50.

De er mistænkt for at have medvirket til drabet og for at have medvirket til drabsforsøg på yderligere to mænd, som kom lettere til skade i skyderiet.

Desuden er de mistænkt for medvirken til besiddelse af den pistol, som blev brugt til skuddrabet.

I den sigtelse, som onsdag er blevet læst op i retten, fremgår det ikke nærmere, hvordan de anholdte mænd skal have hjulpet med drabet.

Begge nægter sig skyldige, oplyser deres forsvarsadvokater, og de vil ikke udtale sig i onsdagens retsmøde.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her