Københavns Politi indsætter egen båd efter dødsulykke i havnen

Der blev lagt blomster på havnepromenaden ved Langebro efter bådulykken, som kostede to amerikanske kvinder livet. 
 Ivan Riordan Boll /POLFOTO
Der blev lagt blomster på havnepromenaden ved Langebro efter bådulykken, som kostede to amerikanske kvinder livet. Ivan Riordan Boll /POLFOTO
Lyt til artiklen

Københavns Politi intensiverer overvågningen af, hvad der foregår i byens havneområde.

Det gør de ved at leje en båd, som politiet selv har rådighed over døgnet rundt.

Det skriver TV2 Lorry.

Indtil nu har politiet været afhængig af Marinehjemmeværnet, når der skulle sejles.

»Vi vil da intensivere vores sejlads, og vi vil være til stede, når der i øvrigt er mange, der bruger havnen«.

»Det er jo sådan, at brugen af havnen er steget markant i de sidste par år«, siger Peter Dahl, ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi, til tv-stationen.

Den nye båd ligner til forveksling den, som politiet hidtil har lånt af marinehjemmeværnet. Men den vil blive bemalet med bogstaverne 'POLITI' og bliver udstyret med blå blink.

Erhvervelsen af den nye båd kommer efter en tragisk ulykke for nylig, hvor to amerikanske kvinder mistede livet, da den udlejningsbåd, de befandt sig i, blev påsejlet af en vandscooter i høj fart i Københavns havn.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her