Hamrende koldt er det, og tanken om at blive fragtet rundt i byen på bagsædet af en stor lun borgmesterbil er tillokkende. Men det bliver der ikke noget af.
Vi skal ud at se på ghettoer – både for de rige og for de fattige – og undervejs tale om den blandede by med Københavns nyligt tiltrådte teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten. Og i lighed med sin forgænger, partifællen Morten Kabell har også hun frasagt sig retten til tjenestebil med chauffør. Så vi skal cykle.




























