Bandemedlem blev fundet skuddræbt i park i Valby

Politiets teknikere ved den døde mand i Valbyparken.  Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiets teknikere ved den døde mand i Valbyparken. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En ung mand fra bandemiljøet blev torsdag morgen fundet dræbt af skud i Valbyparken i København.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Gerningsmanden er på fri fod. Politiet kan ikke sige mere om, hvad motivet bag drabet er.

Men ifølge Ritzaus oplysninger tilhører den dræbte mand banden Loyal To Familia.

Det har politiet dog ingen kommentar til.

Et område af parken har siden morgenstunden været afspærret, og der arbejder teknikere og politifolk med hunde i området.

Københavns Politi beder om offentlighedens hjælp i sagen.

Der efterlyses vidner, som har været i området omkring Valbyparken onsdag aften efter cirka klokken 22 og som i øvrigt måtte ligge inde med viden om hændelsen.

»Hvis man har befundet sig i det område i den tidsperiode, vil vi meget gerne høre fra folk«, siger politiinspektør Torben Svarrer.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her