Efter hårde forhandlinger er et flertal i Københavns Borgerrepræsentation natten til fredag nået frem til en løsning, der skal erstatte byggegrunden Ørestad Fælled Kvarter, også kaldet 'Strandengen', på Amager Fælled.
Det oplyser Københavns Borgerrepræsentation i en pressemeddelelse.
De syv forhandlende partier - Socialdemokratiet, Radikale, SF, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - er med aftalen blevet enige om at flytte byggeriet til et område, hvor der i dag ligger et vandrerhjem.
Derudover kommer byggeriet til at fylde 11,8 hektar i stedet for de planlagte 18 hektar.
Politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation Jonas Bjørn er godt tilfreds med aftalen.
»Jeg synes, vi er landet et rigtig godt sted og har fået en aftale med et solidt flertal«, siger han.
Aftalen har været længe undervejs.
I 2016 lød de konkrete byggeplaner, at det nye kvarter på Amager Fælled skulle sikre 2400 nye boliger på 'Strandengen', der ligger ved Sundby Station.
Men byggeriet blev mødt af en storm af protester. De 18 hektar, som kvarteret skulle fylde, var nemlig helt uerstattelig natur, lød kritikken.
Der blev indsamlet tusindvis af underskrifter og afholdt flere demonstrationer. Protesterne fik flere partier til at gå imod byggeplanerne i tiden op mod kommunalvalget i november 2017.
Den aftale, der natten til fredag er indgået, rejser de 1,9 milliarder kroner, som kommunen skylder for metrobyggeriet.
Derudover forventer partierne, at der kan bygges 2000 boliger på grunden. Heraf vil 500 være almene boliger med huslejer, der er til at betale for almindelige lønninger.
Desuden skal en grund ved Bådehavnsgade ud mod Fiskerihavnen udvikles til yderligere 550 boliger.
»Vi sikrer mere end 2500 boliger i København og får leveret på regningen til metroen, men vi gør det på en måde, hvor vi samtidig sikrer den unikke natur på "Strandengen"«, siger Jonas Bjørn.
Budgetordfører for De Radikale Tommy Petersen kalder aftalen »det bedste af to onder«:
»Jeg havde jo helst set, at der slet ikke blev bygget på Fælleden, men der var et flertal uden for De Radikale, og derfor blev vi nødt til at sikre os, at der blev bygget mindst muligt«.
Mandag aften forlod Alternativet og Enhedslisten budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus, da de ikke ville give tilsagn om at bygge på Amager Fælled.
»Jeg er glad for, at Radikale og SF bed fast i forhandlingsbordet, da det jo så viste sig, at vi godt kunne rykke flertallet i en grønnere retning«, siger Tommy Petersen.
Aftalen forudsætter, at staten siger god for at af-frede grundene på Bådehavnsgade og Selinevej mod til gengæld at frede den såkaldte Strandeng på Amager Fælled, der trods oprindelig natur ikke er fredet.
Af Sonja Furu
-
1990
Amager Fælled bliver fredet
Hovedparten af Amager Fælled bliver fredet - på nær en mindre del.
-
1992
Fredet i én dag
Fredningsnævnet udsteder en fredningskendelse af den del af fælleden, som ikke er fredet.
Området når at være fredet i én dag, før Folketinget ophæver fredningen til fordel for Ørestadsbyggeriet.
-
Oktober 2016
Rigt plante- og dyreliv
Byggeplanerne for 2.500 boliger på Amager Fælled bliver offentliggjort.
Men projektet møder stor kritik. Det viser sig nemlig, at den lille del af fælleden – Strandengen - som ikke er fredet, og hvor husene skal ligge, er fyldt med sjældne planter, padder og insekter.
-
28. august 2017
Borgmester holder fast
Trods modstand holder Københavns overborgmester Frank Jensen fast i, at der skal bygges på Strandegnen. Grunden ejes af det offentlige udviklingsselskab By & Havn, og byggeriet skal indbringe op mod to milliarder kroner til Københavns metrobyggeri.
-
29. August 2017
Frøer går viralt
Videoklip fra By & Havns begyndende rydning på byggegrunden bliver delt. Særligt en video med frøer fra fælleden får en folkelig modstand til at blusse op.
-
19. september 2017
Politisk flertal smuldrer
Venstre skifter standpunkt og bakker op om et konservativt forslag om at bygge et andet sted. Frank Jensen og Socialdemokratiet står alene tilbage.
-
10. september 2017
Demonstration for Amager Fælled
En stor protestfestival for at bevare Amager Fælled bliver afholdt.
-
20. september 2017
Borgermester bøjer sig
Frank Jensen melder ud, at der ikke skal bygges på Strandengen alligevel, efter at først Konservative og bagefter Venstre hopper fra.
-
5. oktober 2017
Alternativer, tak
Politikerne på Københavns Rådhus bestiller en rapport over andre byggemuligheder.
-
April 2018
Nye bud
Københavns Kommune kommer i en rapport med en række bud på, hvor der kan bygges i stedet.
Flere af dem på Amager Fælled – men ikke på Strandengen. -
30. August 2018
Pengene skal i kassen
Frank Jensen slår inden budgetforhandlingerne om Københavns økonomi i 2019 fast, at de partier, som ikke vil være med til at finde en anden byggegrund, ikke kan være med.
Byggeriet skal nemlig indbringe de 1,3 milliarder kroner, ellers er kommunekassen i minus.
-
3. september 2018
To partier melder sig ud
Frank Jensen gør det klart, at der ikke kan findes en løsning, som helt friholder Amager Fælled.
Enhedslisten og Alternativet forlader budgetforhandlingerne, fordi de ikke vil være med at krumme en græsstrå på fælleden. -
7. september 2018
Københavns Kommune indgår aftale om Amager Fælled
Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation når frem til en løsning, der skal erstatte byggeprojektet på Strandengen.
Byggeriet skal fylde knap 17 fodboldbaner og ligge på området ved vandrehjemmet. I aftalen indgår også planer om at bygge ved Selinevej og Bådehavnsgade samt ekstra byggeri i den eksisterende Ørestad.
ritzau
fortsæt med at læse


























