Seks skarpe skud blev fredag aften affyret mod et træningscenteret Copenhagen Gym på Værkstedvej i Valby.
Ingen kom til skade, men der var stadig folk, der trænede i centeret, da skuddene blev affyret, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen til Politken.
Seks patronhylstre
Politiet fik anmeldelsen 22.45 fra en af centerets gæster og fandt kort efter seks afskudte patronhylstre på kørebanen uden for centeret.
»Vi har omhyggeligt undersøgt gerningsstedet og lavet diverse tekniske undersøgelser og sikret de relevante spor, og nu kommer der så til at foregå en efterforskning, med alt hvad det indebærer af vidneafhøringer og indsamling af eventuel videoovervågning i nærområdet«.
»Den slags skudepisoder er selvsagt utrolig farlige, og derfor er det sager vi tager meget alvorligt«, siger Jesper Frandsen.
Ingen skud mod personer
Efterforskningens leder Søren Lauritsen siger til Ekstra Baldet, at der ikke er noget, der tyder på, at der skulle være skudt mod nogen personer.
»Det er derimod en tese, vi arbejder med, at nogen har villet skyde mod selve centret. Og hvorfor har de så villet gøre det? Der kan være mange mulige motiver til det«, siger Søren Lauritsen til Ekstra Bladet.
fortsæt med at læse



























