Men In Black demonstrerer lørdag mod coronarestriktioner. Politiet oplyser, at ingen endnu er blevet anholdt.

Sortklædt Modstand går på gaden mod coronarestriktioner

Lyt til artiklen

Bevægelsen Men In Black - også kendt som Sortklædt Modstand - demonstrerer lørdag imod regeringens coronarestriktioner.

Demonstrationen startede på Hulgårds Plads i Københavns Nordvestkvarter klokken 19, hvorfra den gik igennem København og endte på Rådhuspladsen.

Der er endnu ingen anholdte i forbindelse med demonstrationen, oplyser Københavns Politi lørdag aften kort før klokken 22.

Rapperen og aktivisten Ali Sufi, der støtter bevægelsen og har leveret det første vers i slagsangen ’Mette Ciao’, anklagede i en tale ved starten af demonstrationen regeringen for ikke at tage højde for andet end smittetal, når den vurderer, hvilke restriktioner der skal være i samfundet.

Han udtrykte også sympati for den kvinde, der fredag blev idømt to års fængsel for at have opildnet til vold ved en Men In Black-demonstration den 9. januar.

Straffen til kvinden blev fordoblet i forhold til, hvad en tilsvarende sag normalt ville udløse af straf. Retten fulgte nemlig anklagemyndighedens påstand om at tage en særlig paragraf i straffeloven i brug, paragraf 81 d.

Den handler om, hvorvidt ’lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark’.

Ifølge politiet er cirka 500 mennesker med i demonstrationen.

Men In Black-demonstrationerne startede for alvor i januar. Til flere af demonstrationerne er der mødt over 1000 mennesker op.

Demonstranterne har flere gange været i klammerier med politiet.

Ud over sagen med kvinden, der blev idømt to års fængsel, blev tre mænd varetægtsfængslet, efter at de havde lavet en dukke af statsminister Mette Frederiksen (S) med teksten ’hun må og skal aflives’ påmalte. Dukken blev brændt af ved demonstrationen den 9. januar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her