Det kom som en overraskelse for de konservative kommunalpolitikere på Frederiksberg, at Simon Aggesen tirsdag valgte at stoppe som politisk leder.
I et langt opslag på Facebook redegjorde Aggesen for, at han vil nøjes med at være menigt medlem af kommunalbestyrelsen for at hellige sig familien og et arbejde i det private erhvervsliv. Dermed vil han heller ikke være partiets borgmesterkandidat ved det næste kommunalvalg. Beslutningen kommer efter et kommunalvalg, hvor Konservative for første gang i 112 år tabte borgmesterposten på Frederiksberg.


























