Efter et møde med miljø- og teknikborgmester Line Barfod, nægtede otte demonstranter at forlade Københavns Rådhus.

Otte anholdt efter demonstration på Københavns Rådhus

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Otte demonstranter blev fredag eftermiddag anholdt på Københavns Rådhus efter at have deltaget i et timelangt møde med miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL), oplyser Københavns Politi.

De var en del af en gruppe demonstranter, der demonstrerede foran rådhuset for at bevare Amager Fælled, der er et stort naturområde uden for København, skriver TV 2 Lorry.

I den forbindelse blev de alle inviteret ind til mødet med borgmesteren, men nægtede altså efterfølgende at forlade rådhuset, og det fik politiet til at reagere.

»Langt de fleste vælger at forlade stedet, men otte bliver tilbage, og de bliver derfor sigtet og anholdt«, siger vagtchef Martin Kajberg hos Københavns Politi til mediet.

De er dog alle blevet løsladt igen omkring klokken 16, men er sigtet for husfredskrænkelse.

Upopulært byggeri

I en længere årrække har der været protester fra borgere mod, at en del af naturområdet skal benyttes til byggeri. I 2018 blev et område på Amager Fælled – kaldet Lærkesletten – udpeget som nyt byggeområde. Området var tidligere fredet. Men det blev ophævet i 2019, så byggeplanerne kunne blive realiseret. Borgere har siden kæmpet hårdt for at overbevise beslutningstagerne om, at et byggeri kunne true en vandsalamanderart.

I februar sidste år blev byggeriet endeligt stemt igennem. Men det blev få måneder senere standset igen af Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet. I december blev klager fra blandt andet Danmarks Naturfredningsforening dog afvist. Det baner atter vejen for det omstridte byggeri.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her