Flere kommuner i hovedstadsområdet oplever frem mod 2030 en eksplosiv vækst i antallet af borgere med en alder på 80 år eller mere. Den alder hænger ofte sammen med et behov for omfattende pleje, og derfor presser den markante udvikling de budgetter, der i øjeblikket er ved at blive forhandlet på plads.
På den københavnske Vestegn står borgmester Merete Amdisen (S) fra Ishøj Kommune over for en stigning i aldersgruppen på 82 procent frem mod 2030, viser en ny analyse, som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Hvis man ser bort fra økommunen Fanø, indtager Ishøj dermed førstepladsen på listen over kommuner med den største stigning i antal ældre over 80 år. Det får konsekvenser i kommunen, hvor aldersgruppens andel af den samlede befolkning rundt regnet vokser fra 3 procent til 6 procent i 2030.


























