Det vækker opsigt hos ansatte i Metro Service, at forskere fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet har konstateret en forhøjet koncentration af sundhedsskadelige partikler i metrosystemet i København.
De såkaldte stewards fra driftsselskabet opholder sig hver dag mange timer i metroen og var klar over, at forskere har målt luftforureningen, fordi der af samme grund har været opsat udstyr i metroen. Men Dansk Jernbaneforbund oplyser, at de ikke var orienteret om konklusionerne i den videnskabelige artikel, der udkom 8. november 2022. Derfor har arbejdsmiljørepræsentanter hos Metro Service fredag indkaldt til møde med ledelsen om forskernes konklusioner.




























