30-årig mand er anholdt og bliver søndag stillet for en dommer. Manden forsøgte angiveligt at dræbe 31-årig.

30-årig mand anholdt for forsøg på knivdrab i privat hjem på Frederiksberg

Lyt til artiklen

En 30-årig mand forsøgte ifølge politiets sigtelse lørdag at dræbe en anden mand på en adresse på Frederiksberg, oplyser Københavns Politi.

Den mistænkte mand er anholdt, og han bliver søndag stillet for en dommer i Københavns Byrets dommervagt med krav om varetægtsfængsling.

»Han er sigtet for drabsforsøg, subsidiært for forsøg på grov vold«, fortæller vagtchef Espen Godiksen fra Københavns Politi.

Sagens offer er imidlertid uskadt.

Ifølge vagtchefen forsøgte den 30-årige at stikke sit offer med en kniv. Det mislykkedes imidlertid, og derfor er den subsidiære sigtelse netop rejst med henvisning til straffelovens forsøgsbestemmelse.

En subsidiær sigtelse bruges i tilfælde, hvor en handling ligger på grænsen mellem to straffebestemmelser. Ofte vil der være tale om en mere alvorlig og en mindre alvorlig.

I erkendelse af at en sigtelse for den mere alvorlige bestemmelse muligvis ikke kan underbygges tilstrækkeligt i retten, vælger anklagemyndigheden derfor nogle gange også at rejse en subsidiær sigtelse.

Netop i sager om knivstikkerier bevæger man sig ofte på grænsen mellem, om der er tale om drabsforsøg eller grov vold. Det handler i sidste ende om, hvorvidt gerningsmanden har haft forsæt til at dræbe eller ej.

Sagen fra Frederiksberg udspillede sig lørdag formiddag i et privat hjem på Dr. Abildgaards Allé på Frederiksberg. Her bor den 31-årige mand, som er offer i sagen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 10.56, og klokken 16.39 blev den formodede gerningsmand anholdt på Vesterbro i København.

Af hensyn til den videre efterforskning giver politiet ikke yderligere oplysninger om sagen endnu.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her