Tre lange minutter går der, fra rådhusklokkerne har slået 13, til advokat Johan Løje endelig får adgang til den afgørelse, som Københavns Byret netop har offentliggjort i sagen om det omdiskuterede byggeri på Amager Fælled.
»Det er spændende«, lyder det fra en af de demonstranter fra Amager Fælleds Venner, der har taget opstilling foran byretten for med sang at lufte deres utilfredshed og høre rettens kendelse.




























