En ildebrand i en beboelsesejendom på Landsdommervej i Københavns Nordvestkvarter spredte sig torsdag aften fra en altan til bygningens tag.
Det oplyste vagtchefen ved Københavns Politi Henrik Stormer torsdag aften til Politiken.
Politikens fotograf Thomas Borberg, der var på stedet, fortalte, at flere meter høje flammer havde fat i hele tagkonstruktionen, da branden var på sit højeste.
Video: Emilie Brow
»Der er evakueret tre opgange. Brandvæsnet er til stede, vi er til stede. Jeg har ikke nogen tidshorisont og kan ikke sige, at branden er under kontrol«, sagde vagtchefen.
Branden udviklede også så kraftig røg, at politiet opfordrede naboer til at lukke vinduer og ventilation. En af dem, der både kunne se og lugte branden, var Emilie Blaabjerg, der bor på sidevejen Bogtrykkervej:
»Her lugter helt vildt i hele kvarteret, og siden jeg kom hjem for 15 minutter siden, er det som om, branden kun er taget til«, sagde hun.
Hovedstadens Beredskab måtte i løbet af aftenen tilkalde hjælp fra Beredskab Øst for at få branden under kontrol. Herfra lød det i et opslag på X, at man assisterede med to sprøjter, to drejestiger, to tankvogne, en slangetender og en logistikvogn med ekstra røgdykkermateriel.
Først klokken 3.26 natten til fredag blev branden slukket. Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen til Ritzau.
Fredag går politiets efterforskning af branden i gang. Den skal ifølge vagtchefen blandt andet klarlægge årsagen, og pilen peger på særligt én ting:
»Man har mistanke om, at det har at gøre med en elcykel«, siger Dyre Sønnicksen til Ritzau. Han kan dog endnu ikke uddybe dette yderligere.
30 personer har ifølge nyhedsbureauet måtte finde et andet sted at sove. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

























