Sure ansatte stjæler mest

OVERVÅGNING. Ansatte står for en tredjedel af alt tyveri fra danske butikker.
OVERVÅGNING. Ansatte står for en tredjedel af alt tyveri fra danske butikker.
Lyt til artiklen

Hvis medarbejdere oplever deres chefer som tarvelige, begynder de at stjæle fra arbejdspladsen.

Tyveri fra arbejdspladser hænger direkte sammen med, om de ansatte føler, at ledelsen er unfair over for dem, viser en ny rapport fra Det Kriminalpræventive Råd.

»Undersøgelserne ser ud til at pege på en tendens til, at svindet på en virksomhed vokser, når medarbejderne føler sig uretfærdigt behandlet«, siger analysechef Marianne Becker Andersen fra Det Kriminalpræventive Råd.

Politiken skrev tirsdag, at ansatte står for over en tredjedel af alt tyveri fra danske butikker, men at det var usikkert, hvad der får ansatte til at stjæle.

Vil have en forklaring
I den nye rapport er der et eksempel fra en fabrik i USA, hvor de ansatte i seks uger måtte gå 15 procent ned i løn. I den periode skete der en fordobling i svindet.

På en anden fabrik, som gennemgik samme forløb, fik de ansatte en forklaring af ledelsen på lønnedgangen. Efterfølgende var stigningen i svindet markant mindre, beskriver rapporten, som samler udenlandsk forskning på området.

Ansatte stjæler årligt for 1 milliard

»Der kommer en meget markant og hurtig reaktion, når folk føler, at ledelsen bryder tilliden. Omvendt viser det også, at vi finder os i meget, bare vi får en forklaring«, siger Marianne Becker Andersen.

»Det handler med andre ord ikke om, at man nødvendigvis mindsker tyveriet ved at give ansatte en masse goder. Det handler mere om at forklare baggrunden, når virksomheden er nødt til at skære ned«.

Ansatte kan påvirke andre
En løsning er, at ledelsen udstikker klare retningslinjer for, hvad man må og ikke må. Blandt et stort fleral mindsker det nemlig tyveriet. Flertallet har, hvad forskerne kalder et normalt moralniveau.

Men et lille mindretal, som har lavt moralniveau, er nærmest upåvirkeligt. For dem betyder det meget lidt eller slet ingenting, om ledelsen forsøger at påvirke medarbejderne.

LÆS MERE

Chefen giver stress og depression - ikke arbejdsmængden

Til gengæld kan mindretallet påvirke andre ansatte med et mere gennemsnitligt moralniveau til at stjæle fra arbejdspladsen, hvis de får lov at påvirke de normer, der hersker mellem medarbejderne, viser rapporten.

»Forskningen i forskellen på vores moral er dybt interessant, fordi det er et farligt emne, vi meget sjældent taler om«, siger Becker Andersen: »Fra man er barn, til man er voksen, lærer man et moralkodeks. Det ser ud til at præge, hvordan man ser på, hvad der er dit og mit«.

Chefer skal spotte lav moral

Forskningen kan ikke sige noget om, hvorvidt virksomhedsledere, som vil mindske ansattes tyveri, kan gøre noget for at påvirke ansatte med lav moral.

»Men det er oplagt, at hvis man som leder ikke er opmærksom på den lille gruppe med det umodne moralniveau, så er der risiko for, at de skaber nogle normer i gruppen, som kan vokse«.

Marianne Becker Andersen understreger, at rapporten bygger på forholdsvis få, primært amerikanske studier:

»Det ville være rigtig godt at få det prøvet af i en dansk sammenhæng«.

De butiksansattes fagforening kan dog sagtens genkende konklusionerne.

»Vi har altid haft en tese om, at hvis en arbejdsgiver sætter fokus på trivsel og andre ting, som skaber højere loyalitet, så føler de ansatte større ansvar for deres arbejde – og så er de ikke interesserede i at bestjæle arbejdspladsen«, siger sekretariatschef Per Lykke Valkki fra HK Handel.

Skaber myter
Han oplever, at mange firmaer siger, at de går op i forholdet til de ansatte.

»Men når det kommer til stykket, kommunikerer de ikke til de ansatte, hvad baggrunden for beslutningerne er. Det betyder, at der skabes utilfredshed og myter blandt medarbejderne, som fører til de her problemer«.

Nogle vil måske mene, at de ansatte bør gå til ledelsen med deres utilfredshed i stedet for at stjæle fra arbejdspladsen?

»Det nemmeste er at sige: Du kan da bare tale med din arbejdsgiver. Men sådan hænger verden ikke sammen. Mennesker er forskellige. Nogle har ikke modet til at konfrontere arbejdsgiveren og er ikke psykisk robuste nok til det. Det oplever vores tillidsrepræsentanter også, når det kommer til lønforhandlinger. Når det er sagt, er det selvsagt ikke i orden at stjæle«, siger Per Lykke Valkki.

Hos butikkernes brancheorganisation, Dansk Erhverv, er man omvendt kritisk over for rapportens konklusioner.

»Vi har meget svært ved at se, at ansatte skulle kunne opfatte det som legitimt at stjæle fra deres arbejdsplads, fordi de oplever et dårligt arbejdsklima. Det er altså kriminelt. Det kan skyldes, at man har undersøgt virksomheder i USA, hvor kulturen er en anden. Ingen ansatte i Danmark er i tvivl om, at tyveri er kriminelt. Det er en forkert konklusion, at man stjæler, fordi man føler sig dårligt behandlet. Rapporten afdækker ikke alle de andre parametre af betydning«, siger procesdirektør Lars Alexander Borke fra Dansk Erhverv.

Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her