På formandskontoret hos Akademikerne på Nørre Vold i København står den afgående formands ting der stadig. Udsigten over Botanisk Have til den ene side og den travle Nørreport Station på den anden, er endnu ny for den nyvalgte formand Lars Qvistgaard. Alligevel har han allerede gjort sig mange tanker om, hvad posten skal bruges til.
»Jeg synes, at der mangler anerkendelse af viden og vidensarbejdere. Der er alt for mange historier om, at vi overuddanner os«, siger Lars Qvistgaard, der fra årsskiftet overtager formandsposten for landets godt 300.000 akademikere.


























