Mange husejere blev sikkert glade for at høre, at regeringen vil genindføre håndværkerfradraget for at gøre det billigere for folk at få nye termoruder eller isoleret nogle ydervægge i deres hus, men så kommer du og siger, at det ingen problemer løser i økonomien. Hvorfor?
»Håndværkerfradraget har en lang historie i dansk politik. Oprindelig var argumentet for at indføre det, at byggebranchen i perioder bliver hårdt ramt af arbejdsløshed, for eksempel efter en finanskrise, og så kunne håndværkerfradraget holde hånden under branchen. Men det argument kan man ikke bruge nu, hvor vi tværtimod har høj beskæftigelse og lav ledighed, også inden for byggebranchen. Siden har man argumenteret for, at håndværkerfradraget kunne mindske omfanget af sort arbejde, men erfaringerne viser, at det ikke sker – der bliver godt nok lavet mere hvidt arbejde, men ikke mindre sort. Senest har man så sagt, at fradraget kan understøtte klimatiltag. Det tror jeg er korrekt, men oftest vil støtten gå til at få lavet ting, som folk alligevel ville have fået lavet uden fradraget, så nettoeffekten kan være begrænset«.




























