På to år er renten gået fra rekordlav til rekordhøj. Torsdag er den sænket for anden gang i år.

ECB sænker renten for anden gang i år

Formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, annoncerede torsdag en sænkelse af renten på 0,25 procentpoint. Foto: Daniel Roland/Ritzau Scanpix
Formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, annoncerede torsdag en sænkelse af renten på 0,25 procentpoint. Foto: Daniel Roland/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den Europæiske Centralbank (ECB) har torsdag besluttet at sænke renten med 0,25 procentpoint til 3,50 procent. Det oplyser ECB i en pressemeddelelse.

Det er anden gang i år, at ECB sænker renten. Den er dog stadigvæk langt højere end for få år siden. I 2022 var den rekordlave -0,50 procent, men for at få styr på inflationen efter krigen i Ukraine blev den banket op til 4 procent. Nu er toppen altså taget af igen.

Det hænger ifølge Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, sammen med, at inflationen er kommet markant ned. Og der er i hans optik plads til, at renten kan komme endnu længere ned i år.

»Vi forventer som minimum yderligere en rentenedsættelse i 2024«, lyder det i en skriftlig kommentar:

»Det er noget, som en del danskere boligejere allerede begynder at kunne mærke«.

Målet hos ECB er en inflation på mellemlangt sigte omkring to procent, og der ligger ifølge centralbankens prognose lidt ude i tiden. Først i 2026 forventes den at være i mål. I juli var den på 2,6 procent.

Ifølge Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, er det særligt store lønstigninger og stigende priser i servicesektoren, som driller.

»Derfor regner vi heller ikke med, at ECB og Christine Lagarde bare vil slå automatpiloten til og sænke renterne på hvert af de kommende møder«, skriver han i en kommentar:

»Som udsigten er nu, er det for os det mest sandsynligt, at man gør som i dag og i juni og sætter renten ned på hvert andet møde, når man samtidig har en ny prognose«.

ECB er centralbank for de lande, som bruger euro som valuta. Alligevel har det også betydning i Danmark, når ECB justerer renten. Det skyldes, at Danmark har fastkurspolitik over for euro, så Nationalbanken forsøger at sikre, at kronen altid holder en fast kurs over for euro. Derfor forventes det, at Nationalbanken vil følge i ECB ’s fodspor. Nationalbanken er bankernes bank, og det drypper derfor videre til dem, som har den direkte kontakt med danskerne.

Det gør sig også gældende, hvis man skal købe bolig eller have ny rente på realkreditlånet, da pengene hentes på de finansielle markeder.

»Rentesænkningerne er godt nyt for boligejere med især variabel rente«, skriver Jeppe Juul Borre:

»De er i høj grad påvirket af renterne hos ECB og Nationalbanken. Vi har set boligrenterne pege ned den seneste tid«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her