Der blev i oktober skabt 12.000 nye arbejdspladser uden for landbruget i USA, viser tal fra den amerikanske regering offentliggjort fredag.
Tallet ligger langt under forventningen hos økonomer, som ifølge Bloomberg i gennemsnit havde regnet med, at der ville blive skabt cirka 100.000 nye arbejdspladser. Det er samtidig den laveste beskæftigelsesvækst, der er registreret i 46 måneder.
Tallet kommer kort inden det amerikanske valg på tirsdag
»Hvis Kamala Harris havde håbet på at få en lille appelsin i turbanen med en ny kraftig beskæftigelsesfremgang og lidt medvind i slutspurten op til valget, så er det her altså det stik modsatte«, konstaterer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
Seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank slår »i første omgang koldt vand i blodet« trods de skuffende tal. Det skyldes, at tallet er påvirket af midlertidige faktor som orkaner og strejke hos flyproducenten Boeing.
Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, mener da også, at man skal være påpasselig med at lægge alt for meget i de skuffende tal.
»Vækstudsigterne for den amerikanske økonomi er fortsat fornuftige og det er vores forventning at jobvæksten vil tiltage på ny hen imod årsskiftet«, siger han.
Forventningen blandt økonomerne er, at den amerikanske rente sænkes med 0,25 procentpoint i næste uge. Det vil give et tiltrængt skub til jobskabelsen.
ritzau
fortsæt med at læse



























