Lavere vindhastigheder og en kinesisk forsinkelse får Ørsted til at sænke prognosen for 2025.

Ørsted nedjusterer med en milliard på vigtig dag

Fredag holder Ørsted en ekstraordinær generalforsamling, hvor der skal tages stilling til en enorm kapitaludvidelse. Samtig kommer nyheden om, at selskabet sænker prognosen for 2025. Foto: Thomas Borberg
Fredag holder Ørsted en ekstraordinær generalforsamling, hvor der skal tages stilling til en enorm kapitaludvidelse. Samtig kommer nyheden om, at selskabet sænker prognosen for 2025. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Samme dag, hvor en ekstraordinær generalforsamling i Ørsted skal tage stilling til en enorm kapitaludvidelse, kommer energiselskabet med en kedelig nyhed til aktionærerne.

Ørsted fortæller i en fondsbørsmeddelelse, at man nedjusterer forventningerne til årets resultat før renter, skatter, af- og nedskrivninger (Ebitda) til at ende i niveauet mellem 24 milliarder kroner og 27 milliarder kroner.

Tidligere hed forventningen, at tallet ville ende mellem 25 og 28 milliarder kroner.

Justeringen skyldes blandt andet lavere vindhastigheder og en forsinkelse af et projekt i Kina.

Ørsted forventer ikke, at de to faktorer påvirker selskabets finansielle resultater på den lidt længere bane.

Fredagens generalforsamling er indkaldt med henblik på at foretage en aktieudvidelse, der skal indbringe Ørsted 60 milliarder kroner.

Har sagsøgt den amerikanske stat

Den danske stat, der ejer 50,1 procent af Ørsted, har allerede nikket ja til at stille med 30 milliarder kroner.

Pengene skal sikre, at Ørsted kan gennemføre sine amerikanske havvindprojekter, Revolution Wind og Sunrise Wind.

Opførelsen af førstnævnte er sat på hold af de amerikanske myndigheder, og forsinkelserne vil påføre Ørsted store ekstraudgifter.

Torsdag meddelte Ørsted, at man har sagsøgt den amerikanske stat for at få erklæret byggestoppet ulovligt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her