Overraskende mange udlændinge på det danske arbejdsmarked har været en af de vigtigste årsager til, at regeringen igen og igen har opjusteret sit skøn for, hvor mange penge danske politikere har at rutte med frem mod 2030 – også kaldet det finanspolitiske råderum.
Men den stime af opjusteringer kan brat blive afløst af en nedjustering, hvis der kommer færre udlændinge end forventet i de kommende år. Sådan lyder det fra Dansk Industri på baggrund af en ny prognose.


























