Novo Nordisk er en del af forklaringen på, at det danske C25-aktieindeks har haft medvind den seneste måned.

Danske aktier lukker med højeste niveau i over et år

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Det danske C25-aktieindeks har fået en god start på 2026, ikke mindst takket være medicinalselskabet Novo Nordisk.

For femte dag i træk steg det og kan nu allerede notere et plus for 2026 på 4,1 procent målt på eliteindekset C25, skriver MarketWire.

Tirsdag steg indekset 4,0 procent til 1899,21, hvilket ifølge mediet er det højeste lukkeniveau siden november 2024.

Aktier som Novo Nordisk, Genmab og ISS sluttede alle i toppen af C25, mens Zealand Pharma sluttede i bunden af indekset, skriver Børsen.

Investorer i danske aktier har bedre grund til at finde smilet frem, end de har haft længe, lyder det fra Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.

»Den gode start på 2026 kommer vel at mærke i forlængelse af en stærk afslutning på 2025, hvor indekset i årets sidste to måneder leverede et markant bedre afkast end både globale aktier og de amerikanske teknologiaktier«, siger han i en kommentar til Ritzau.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her