Den amerikanske centralbank (Fed) fastholder den toneangivende rente i intervallet mellem 3,75 og 4 procent.
Det oplyser centralbanken i en meddelelse onsdag aften.
Det var ventet, at centralbanken ville fastholde renten, men beslutningen var dog ikke enstemmig.
To af de 12 medlemmer af Feds rentekomité stemte nemlig for at hæve renten på onsdagens rentemøde.
På det foregående rentemøde i september hævede Fed styringsrenten med 0,25 procentpoint for første gang i tre år.
Selvom den amerikanske centralbank i denne omgang valgte at fastholde renten, vurderer økonomer, at der er udsigt til en ny renteforhøjelse.
»For mig at se peger meget på, at Fed vil fortsætte med at agere proaktivt og levere endnu en renteforhøjelse til december«, skriver Frederik Romedahl Poulsen, chefstrateg i Velliv, i en kommentar.
Den vurdering deler Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.
Han påpeger, at et flertal i centralbankens komité allerede på mødet i september signalerede, at renten skulle hæves igen inden årets udgang.
»Og med nye stigninger i både olie-, benzin- og dieselpriser siden da, så virker det sandsynligt, at der kommer en forhøjelse i december«, skriver han i en kommentar.
Centralbanken fik tilbage i foråret en ny mand i spidsen i form af Kevin Warsh. Det skete, efter at hans forgænger Jerome Powells periode var udløbet.
Forinden havde præsident Donald Trump over en længere periode udtrykt utilfredshed med Powell. Trump mente blandt andet, at Powell skulle sænke renten.
ritzau