Det lykkedes heller ikke i denne omgang for SAS og kabinepersonalet at finde hinanden og lave en aftale om en ny overenskomst for de 1.600 ansatte.
Det måtte forligsmand Asbjørn Jensen konstatere tidlig torsdag morgen i Forligsinstitutionen i København efter 27 timers uafbrudte forhandlinger mellem parterne. Derfor blev forhandlingerne afbrudt, og de genoptages først lørdag middag.




























