Danske privatbillister er blevet bedre til at spænde sikkerhedsselen, men det samme gælder langt fra for danske taxa-chauffører. En undersøgelse fra Rådet For Større Færdselssikkerhed viser, at kun 56 procent af chaufførerne kører med sele i hverdagene. Og i weekenden er tallet helt nede på 48 procent.
Ifølge direktør i Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg, skyldes fravalget først og fremmest, at chaufførerne skal vende sig til selekravet, som blev indført 1. maj. »Der er en indkøringsperiode, og derfor er der nok nogle chauffører, som ikke har vænnet sig til reglerne endnu. Og desværre nok også nogle få, som slet ikke kender til de nye regler«, siger hun. Bange for overfald Trine Wollenberg siger dog også, at en del chauffører bevidst fravælger selen, fordi de simpelthen ikke tør køre med den. »De frygter, at de ikke kan bevæge sig og flygte, hvis de skulle blive overfaldet af en kunde. Selv om alle ved, at risikoen for at ryge gennem forruden i et trafikuheld er meget større end at blive overfaldet«, siger hun. Trine Wollenberg mener, at det typisk er de chauffører, som tidligere har været udsat for overfald, der bevidst fravælger selen. Ingen undskyldninger Dokumentationschef i Rådet for Større Trafiksikkerhed, Jesper Sølund, mener ikke, at der er nogen undskyldninger for at chaufførerne ikke bruger sele. »Det er ikke til diskussion, for nu er der nogle regler, som selvfølgelig skal overholdes. Og det er jo ikke et krav, som er lavet for at genere chaufførerne, men derimod for at beskytte dem. I øvrigt er de ikke kun til fare for sig selv, mens også for passagerne, fordi de vil ryge rundt i bilen ved et uheld«, siger han. Jesper Sølund mener ikke, at argumentet om faren for overfald kan forklare, at hver anden taxachauffør dropper selen: »99 procent af alle ture, chaufførerne kører, er jo helt sikre. Chaufførerne ved selv, hvornår der enkelte gange er passagerer, som opfører sig truende«. Indtil 1. maj 2006 var taxichauffører fritaget for selekravet, når de kørte med passagerer. Før loven blev ændret argumenterede Dansk Taxi Råd i et høringssvar til Justitsministeriet for ikke at førerne ikke skulle være fastspændt under kørsel med passagerer. Og den 10. oktober mødte cirka 20 taxachauffører frem foran retten i Aalborg for at få lov til at køre uden sele.



























