Ingen stol for døren når de grå hår for alvor begynder at tage kontrollen på direktionsgangene.
Et nyt lovforslag fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) betyder, at direktører under 70 år ikke kan tvinges til at gå af på grund af deres alder, uanset hvad der står i deres kontrakt. Det skriver Økonomisk Ugebrev mandag. Årsagen til lovforslaget er beskæftigelsesministerens ønske om at hæve grænsen for, hvornår lønmodtagere skal trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og som et led i at gennemføre et EU-direktiv om forskelsbehandling er det besluttet, at den nye lov skal gælde alle. Men det vækker ikke begejstring blandt arbejdsgiverne. Ansættelsesretslig chef i DA, Flemming Dreesen, er bange for, det vil gå ud over virksomhedernes planlægning og udvikling, hvis man ikke kan slippe af med sin direktør.




























