Må politifolk strejke? Nej – det må de ikke! Til gengæld får myndighederne store problemer med at opretholde lov og orden, hvis politifolk landet over beslutter sig for konsekvent at arbejde efter reglerne.
»Vi kan ikke leve med aftalen«
Og det er netop truslen fra Dansk Politiforbund, der nægter at acceptere rigspolitichef Torsten Hesselbjergs bud på en ny arbejdstidsaftale.
»Enhver, der kender politiet, ved også, at det i høj grad er politifolkenes fleksibilitet, der får tingene til at hænge sammen. Vi kan ikke leve med denne aftale, det må stå helt klart. Og min fornemmelse er, at kampviljen er stor blandt politifolk rundt i landet«, siger Peer Withagen, næstformand i Politiforbundet.
Dermed er der dømt finale i et årelangt slagsmål om politiet arbejdstidsregler.
Mindre genebetaling Et slagsmål, der blandt andet handler om den betaling, betjentene har krav på, når de med kort varsel bliver kaldt på tjeneste. Det foreløbige udspil fra politiledelsen giver medarbejderne en mindre genebetaling end den, de har i dag. Samtidig vil politifolkene have gjort op med rigspolitichefens suveræne ret til at beslutte, om politifolk skal have penge eller afspadsering for deres overarbejde. Og sidst, men ikke mindst, vil betjentene have sat loft over deres tjenestetider. Også for politifolk må udgangspunktet for en arbejdsdag være de syv eller otte timer, der gælder alle andre almindelige lønmodtagere, mener Politiforbundet.




























