Den netop overståede EM-slutrunde i håndbold skabte ikke just nye danske stjernenavne, så det bliver op til de etablerede udenlandske stjerner at vende den kedelige tendens, der har ramt den hjemlige Toms Liga, når kvinderne genoptager turneringen 3. januar.
Halvvejs gennem turneringen er der udsigt til en nedgang i tilskuertilstrømningen for andet år i træk. Et gennemsnit på 1.345 tilskuere til sæsonens 66 kampe er en tilbagegang på 9 procent i forhold sidste sæson, hvor der ligeledes var et fald på omkring 10 procent i forhold til rekordsæsonen, 2004/2005.




























