Det er sker alt for ofte; at arbejdsgivere og lønmodtagere giver pokker i sikkerhedsreglerne og risikerer liv og lemmer på landets byggepladser. Tre gange rykkede Arbejdstilsynet ud på særlige kontrolbesøg sidste år – og tre gange måtte tilsynets kontrollanter konkludere, at byggebranchen fortsat tager for let på sikkerheden.
Mangel vakkelvorne stiladser
Seks ud af ti byggepladser havde ikke styr på sikkerheden, da Arbejdstilsynet gennemførte den seneste razzia i oktober.
Her fandt tilsynet blandt andet en masse vakkelvorne stilladser, der næppe kunne have overlevet en efterårsstorm mere. Og en byggeplads, hvor seks mænd fandt sig i at arbejde på et tag i 20 meters højde – uden rækværk.
Kontrolaktion på over 200 arbejdspladser
Derfor fortsætter Arbejdstilsynet i dag jagten på det farlige arbejde med en ny landsdækkende kontrolaktion, der ventes at omfatte mere end 200 bygepladser.
»Vi vil kontrollere alle typer af tag-arbejde, arbejde på stilladser og fra stiger, og så interesserer vi os denne gang også for de mange personlifte, vi efterhånden ser ude på byggepladserne, for der har faktisk været nogle alvorlige ulykker på det seneste«, siger Hasse Mortensen, tilsynschef for Arbejdstilsynet i København.
Udenlandsk arbejdskraft
Den seneste tids fokus på asbest i togvogne og sportshaller får også betydning for dagens aktioner. Her vil Arbejdstilsynet også se på, om asbestholdige byggematerialer håndteres forsvarligt og efter reglerne, eksempelvis i forbindelse med udskiftning af tagplader.
Og så vil Arbejdstilsynet også benytte lejligheden til at tjekke arbejdsforholdene for den voksende skare af udenlandske byggearbejdere, der kommer til Danmark, først og fremmest fra Østeuropa.
»Vi vil gerne bidrage til, at letter og polakker kommer hjem til deres familier uden skrammer eller skader. De skal også have sikre og fornuftige arbejdsforhold, og vi vil gerne sikre os, at det nu også er tilfældet. Samtidig kan man jo sige, at de firmaer, der ser stort på sikkerhedsreglerne, får en urimelig konkurrencefordel i forhold til de firmaer, der følger reglerne og opfører sig ordentligt«, siger Hasse Mortensen, der alene i hovedstadsområdet har otte hold af kontrollanter ude på byggepladserne.
Firmaer risikerer politianmeldelse og bøde
Arbejdstilsynet håber, at dagens aktioner vil vise, at sikkerheden bliver taget alvorligt af entreprenører, håndværkere og byggefirmaer. Men at dømme efter sidste års aktioner er der lang vej endnu. De firmaer, der ser stort på sikkerhedsreglerne, risikerer i værste fald en politianmeldelse og en bøde.
Færre dødsulykker
Men uanset hvad dagens kontroller afslører, kan Arbejdstilsynet allerede nu glæde sig over, at antallet af dødsulykker i byggeriet er lavere, end det har været i mange år. Seks arbejdsulykker kostede sidste år livet for en lønmodtager på en byggeplads, og selv om det er seks sager for mange, er det færre end de foregående fem år. Det fremgår af en dugfrisk opgørelse fra Arbejdstilsynet, der til sammenligning registrerede 20 dødsulykker i 2005.




























