Det skandinaviske luftfartsselskab forbereder en sommerrute mellem København og Kangerlussuaq.
Ruten får tre ugentlige flyvninger i perioden fra maj til september. Det skriver weekendavisen Sermitsiaq. SAS vil flyve mellem de to destinationer mandag, onsdag og fredag, og i hjemmestyrets direktorat for boliger og infrastruktur bekræfter afdelingschef Michael Pedersen, at flyselskabets ansøgning om flyvetilladelse er under behandling. SAS utålmodig »Vi er i fuld gang med at behandle ansøgningen fra SAS. Jeg forventer, at vi kan aflevere en indstilling til landsstyret i slutningen af måneden. Herefter er det alene op til landsstyret at træffe en afgørelse«, siger Michael Pedersen til Sermitsiaq. Han vil ikke sige noget om, hvad direktoratet indstiller til landsstyret, men i Leisure Sales SAS venter salgsdirektør Michael Binzer utålmodigt på landsstyrets afgørelse. »Vi venter på svar på vores ansøgning, og indtil da har jeg ikke andre kommentarer«, lyder det kortfattet fra Binzer. Klar til konkurrence I Air Greenland siger adm. direktør Flemming Knudsen, at selskabet altid er indstillet på konkurrence. »Vi er klar, men du får mig ikke til at sige noget om de mulige konsekvenser for Air Greenland. Effekten afhænger af, hvor meget markedet vokser«, siger Flemming Knudsen, som ikke forventer, at konkurrencen med SAS vil få indflydelse på billetpriserne. Turistbranchen glæder sig over, at SAS ser en mulighed for at gøre en god forretning ved at flyve mellem Grønland og Danmark.



























