Det bioteknologiske selskab Genmab fik et netto underskud på 438 millioner kroner i 2006.
Det fremgår af virksomhedens årsregnskab. Alligevel glæder ledelsen hos Genmab sig over udviklingen i det forgangne år og ser frem til fortsættelsen. »Vi mener, at Genmab går en lys fremtid i møde og håber på at udvikle stærkt efterspurgte nye behandlinger til de patienter, som venter på dem«, skriver administrerende direktør for Genmab, Lisa Drakeman, i selskabets årsregnskab. På trods af underskuddet satte Genmab da også nettoomsætningen i vejret sidste år. Den løb op i 136 millioner kroner mod 99 millioner kroner i 2005. Mindre underskud i 2007 Genmab forventer at bruge endnu flere penge på forskning næste år, og derfor ventes driftsomkostningerne at stige endnu en tak i 2007. Kombineret med den stigende omsætning betyder det, at Genmab trods alt næste år kan lappe lidt på underskuddet i forhold til 2006. Selskabet forventer et nettounderskud på mellem 260 og 310 millioner kroner i 2007. Genmab er et bioteknologisk selskab, der producerer og udvikler humane antistoffer til behandling af blandt andet livstruende sygdomme. Selskabet udvikler produkter til behandling af cancer, leddegigt og andre betændelsestilstande.




























