»Det er det rene klondike«. Ordene er Henrik Forchhammers, faglig sekretær i Fagforbundet 3F, og de beskriver hans opfattelse af distributionsselskabernes behandling af deres udenlandske avisbude. Når avisen skal ud i Storkøbenhavn, sker det typisk ved hjælp af et avisbud fra Østeuropa.
Siden efterårets gratisavis-boom har distributionsselskaberne manglet bude, og derfor kom der i efteråret et stort antal avisbude fra Østeuropa til Danmark. Det er muligt som følge af den såkaldte Østaftale fra 2004, som lader arbejdskraften vandre frit mellem grænserne inden for EU. Mindst 30 timer Men i den aftale står der også, at de østeuropæiske arbejdere skal arbejde mindst 30 timer om ugen. Det er en overenskomst, som dels skal sikre, at gæstearbejderen har råd til at have en rimelig tilværelse, og dels at udlændingene ikke udhuler arbejdsmarkedet. Hvis avisbuddet ikke lever op til det, skal han have en bøde. Hvis det derimod er arbejdsgiveren, som ikke opfylder kontrakten, risikerer han både bøde og inddragelse af tilladelsen til at indhente udenlandsk arbejdskraft. Fagforbundet 3F har på vegne af 17 polske avisbude nu lagt sag an mod distributionsselskabet Komdis under Bladkompagniet, fordi budene ikke arbejder de 30 timer, som de skal og er blevet stillet i udsigt. En gennemgang af de 17 polakkers lønsedler viser, at de i gennemsnit ikke har fået løn for mere end 20 timer om ugen. Svindel og humbug Komdis’ advokat Per Andersen forsvarer distributionsselskabet med, at budene enten ikke møder op, går hjem før tid eller er for langsomme. Men i så fald er produceren klar: Så skal de fyres, siger Udlændingeservice. »De 30 timer er et helt ufravigeligt krav. Vi har fokus på problemet, og bliver det ikke overholdt, er det en klar overskridelse af aftalen. Det slår vi meget hårdt ned på«, siger kontorchef Erling Brandstrup fra Udlændingeservice, som kalder det for svindel og humbug med illegal arbejdskraft. Men advokat Per Andersen mener ikke, at Østaftalen er så klokkeklar. »Komdis er large« Han argumenterer for, at man må acceptere en indkøringsperiode på 4-6 uger, hvor budene skal lære arbejdet at kende, og de derfor ikke kan regne med at komme op på 30 arbejdstimer om ugen. Men Komdis har haft bude, der har arbejdet under 30 timer om ugen i op til ti uger? »Ja, Komdis har været large i enkelte tilfælde. Budene har fået en chance til, i stedet for at blive fyret med det samme«, forklarer Per Andersen. Ifølge 3F er sagen om de 17 bude kun toppen af isbjerget. Der er problemer med langt de fleste af distributionsselskaberne under Bladkompagniet, og antallet af illegale bude er langt større, mener Henrik Forchhammer, som følger sagen for 3F. »Selskaberne overtræder stadig lystigt reglerne. Det er fuldstændig hæmningsløst. Nu begynder der også at komme henvendelser fra folk fra andre østlande«, siger han. Betaler 60 procent i skat Politiken har talt med en række udenlandske avisbude fra de nye EU-lande. Mange af dem modtager deres lønseddel hver 14. dag med stor forbløffelse. De forstår ikke, hvorfor to ugers arbejde ikke giver de 6.000 kroner efter skat og husleje, som distributionsselskaberne reklamerer med, når de annoncerer efter bude. Det kan blandt andet skyldes, at avisbudene ikke har fået det danske skattekort i orden og derfor må betale 60 procent i skat.



























