Et stort tab for TV 2.
Sådan betegner kulturordførere på begge sider af folketingssalen Per Mikael Jensens tidlige afgang fra posten som administrerende direktør. De radikale mener endda, at hans farvel kan forsinke det planlagte salg af mediekoncernen. »Per Mikael har på et år udviklet TV 2 mere end i de foregående 15-20 år. Det er bl.a. hans store fortjeneste, at TV 2 er blevet økonomisk rentabelt. Hans afgang forcerer ikke ligefrem et salg af TV 2. Tværtimod«, siger de radikales kulturordfører Simon Emil Ammitzbøll. Fra tv-kanal til medievirksomhed De radikales kulturordfører vurderer, at direktørens mange bedrifter har betydet, at stillingen nu bliver meget sværere at besætte, end da Per Mikael Jensen overtog direktørstolen fra Peter Parbo for lige over et år siden. Under hans ledelse har TV 2 bl.a. indført en nyhedskanal, en sportskanal, en radiokanal og et forlag. Han har dermed været med til at forvandle TV 2 fra tv-station til en moderne medievirksomhed. Ikke uerstattelig Også Venstre kalder det »et tab for TV 2« at miste Per Mikael Jensen på grund af hans store lederegenskaber. Men han er ikke uerstattelig, og TV 2 er stadig en solid salgsvare uden ham i spidsen. Derfor tror kulturordfører Ellen Trane Nørby ikke, at det vil få konsekvenser for den planlagte privatisering af medievirksomheden. »De to ting hænger slet ikke sammen«, siger hun. Begrundelsen er, at regeringen har sat salget af TV 2 på hold, indtil EF-domstolen tager stilling til tre verserende sager om ulovlig statsstøtte. »TV 2 kan først blive solgt, når sagerne ved EU er afsluttet«, siger Ellen Trane Nørby.



























