For et par år siden fik 2,7 millioner danskere mulighed for at investere deres særlige pensionsopsparing (SP), da ATP åbnede Folkebørsen. Jens Ancker og hans kone har investeret i fonden Baring Hong Kong China USD, og i januar var saldoen på lidt over 30.000 kroner. Et beløb der i midten af april var blevet til over to millioner. Desværre for dem skyldtes det ikke, at fonden havde givet et naturligt godt afkast. »Der er sket det, at vi fik indlæst nogle forkerte kurser«, forklarer ATP’s kundechef, Ellen Dalsgaard Zdravkovic.
Underleverandør strammer op
Kurserne får de fra en underleverandør, og ATP’s sikkerhedstjek af kurserne fanger tilsyneladende ikke alle fejl. Det får nu selskabet til at stramme op.
»Vi har nogle processer for, hvordan vi tjekker udsving og andre kurslister. Det har vi nu lavet en ny, skærpet procedure for«, siger Ellen Dalsgaard Zdravkovic.
Når ATP opdager fejl i kursindlæsningerne, så er det relativt let for dem at korrigere de konti, der er blevet berørt. Medmindre man – som familien Ancker tilfældigvis gjorde – handler med opsparingen, mens fejlen er ved at blive rettet.
»Det er simpelthen et uheldigt sammentræf, der gør, at vi får en kompleks systemfejl«, siger Ellen Dalsgaard Zdravkovic.
ATP har tidligere oplevet fejl i kursindlæsningerne, men det er første gang, de oplever, at der bliver handlet med SP-opsparingen, samtidig med at de forsøger at rette fejlen.
Uheldigt sammentræf
Det sammentræf gør, at Anckers SP-opsparing fire måneder efter fejlen opstod, stadig ikke er korrigeret. Ellen Dalsgaard Zdravkovic fortæller, at de er ved at rette systemet med deres underleverandør, og understreger, at det uheldige sammentræf er sket i meget få tilfælde.
»Tidligere har vi ikke haft problemer, fordi vi umiddelbart kunne korrigere fejlen. Men vi er ved at finde en løsning, så et sådan sammentræf ikke sker igen«, siger hun.
Familien Ancker kan dermed vinke farvel til den midlertidige millionformue, og i stedet satse på, at deres konti snart bliver rettet til det rigtige niveau.
Ellen Dalsgaard Zdravkovic kan ikke give garantier for, at der ikke fremover opstår fejl, men:
»Folkebørsen har været i brug i over to år, og folk kan sagtens handle trygt«, understreger hun.
»Der er tale om en beklagelig fejl«.




























