SAS handlede helt på egen hånd og i strid med ’godkendt procedure’ fra flyfabrikanten Bombardier, da SAS’ mekanikere 22. oktober udskiftede en bestemt reservedel i højre landingsstel på det Dash 8-fly, der fem dage senere nødlandede i Kastrup.
Under udskiftningen ændrede værkstedet reservedelen, hvilket førte til, at en glemt pakning i landingsstellets hydrauliske system de næste fem dage kunne fortsætte sin vandring frem mod en hydraulisk arm, som den blokerede, så højre landingsstel under en landing i Københavns Lufthavn 27. oktober ikke kunne slås ud.



























