Eksperter: Staten undervurderer tab på frynsegoder

Lyt til artiklen

Brug lidt af lønnen på en portion medarbejderobligationer. Læg dem ned i skrivebordskuffen og vent. Efter syv år kan du få lønnen udbetalt uden at betale en krone i skat. Enkelt og ligetil - og lovligt hele vejen ned i banken. Medarbejderobligationer og aktier i alle varianter er ved at udvikle sig til et hit på paletten af personalegoder. Tabte skattekroner på statsbudgettet 11.000 medarbejdere i Post Danmark har netop sagt ja tak til tilbuddet om at købe medarbejderaktier. Og dermed er der for alvor skudt hul i statens egne skøn over udbredelsen af medarbejderobligationer og -aktier og - ikke mindst - tabet af skatteindtægter. I december sidste år vurderede Skatteministeriets eksperter, at 14.400 ansatte over hele landet havde købt medarbejderobligationer og -aktier. Men siden da har skatteminister Kristian Jensen (V) selv oplyst i Folketinget, at fem af landets største pengeinstitutter har aktie- eller obligationsordninger, der omfatter mere end 15.000 medarbejdere. SF anklager ministeren for vildledning Og eksperterne er ikke i tvivl om, at tallet er mange gange større end statens forsigtige skøn: »Jeg tror, vi kommer tæt på de 100.000 danskere i løbet af det kommende år eller to - og det vil efter vore beregninger koste staten et nettotab i skatteindtægter på rundt regnet 650 millioner kroner«, siger Niels Sonne, statsautoriseret revisor i Deloitte og ekspert i personalegoder og skatteregler. På baggrund af de nye oplysninger anklager SF's skattepolitiske ordfører Morten Homann skatteministeren for at vildlede Folketinget om de skattefrie frynser. »Der er noget galt, når seks virksomheder - Post Danmark og fem banker - har uddelt medarbejderaktier og -obligationer til langt flere medarbejdere end det, ministeriet skønner gælder for hele landet«. Går glip af skat »Og pudsigt nok kommer en del af tallene fra Skatteministeriet selv. Skatteministeriet burde have vidst, at tallene i rapporten til Folketinget var helt ude af trit med virkeligheden«, siger Morten Homann. Hvorfor er det så afgørende, at ministeren ikke undervurderer personalegodernes omfang? »Fordi det er skattekroner, vi går glip af. Skattekroner, som hårdtarbejdende kassedamer, hjemmehjælpere og buschauffører skal betale i stedet for de vellønnede, der typisk har medarbejderaktier og -obligationer«, siger Homann og fortsætter: »Og - endnu mere alvorligt - fordi Kristian Jensen har givet helt andre oplysninger til Folketinget om udbredelsen, end man på to minutter kan regne sig frem til i Skatteministeriet. Og det på trods af, at Folketinget har bedt ministeriet om nøje at følge dette område«. Ingen kommentar fra Kristian Jensen Skatteminister Kristian Jensen ønsker ikke at kommentere sagen, før han i næste uge skal besvare en række spørgsmål i sagen - stillet af Morten Homann. Skatteministeriet skønner, at alle former for skattefrie frynsegoder - fra internetforbindelser og sundhedsforsikringer til pendlerkort og medarbejderaktier - hvert år koster statskassen godt en milliard kroner i tabte skatteindtægter. Men skatteeksperter og revisorer har længe sat spørgsmålstegn ved den opgørelse. I revisionsfirmaet Deloitte skønner Niels Sonne, at de skattefrie obligationer og aktier over en årrække kan nå ud til 2-300.000 lønmodtagere. I så fald vil staten gå glip af skatteindtægter på næsten to milliarder kroner - alene på obligationer og aktier.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her