Sygeplejersker, lærere og lokoførere skal ikke længere have en fyreseddel i hånden, når de fylder 70 år, skriver Kristeligt Dagblad. Ifølge beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremsætter regeringen senere i år et lovforslag, der fjerner 70-års-grænsen for tjenestemænd. »Det er helt urimeligt, at faste aldersgrænser skal afgøre, hvornår den enkelte skal holde op med at arbejde. Vi lever længere og er længere raske, og det må være op til folk selv at afgøre, hvornår de stopper«, siger ministeren.
Han forventer, at de offentlige arbejdsgivere ved forårets overenskomstforhandlinger vil stille krav om at ophæve 70-årsgrænsen for funktionærer.




























