Skuffede kunder flygter fra IBM

De store virksomheder dropper IBM og laver deres egne it-løsninger.
De store virksomheder dropper IBM og laver deres egne it-løsninger.
Lyt til artiklen

IBM leverer ganske enkelt ikke, hvad der loves, når kunderne vælger at overlade deres it-opgaver til mastodonten. Sådan lyder meldingen fra flere kunder, og efter år med heftig outsourcing fravælger flere kunder IBM og vil hellere selv løse deres opgaver end trækkes med løsninger, der ikke lever op til forventningerne, skriver Jyllands-Posten. »Vi fik ikke de professionelle løsninger fra vore leverandører, IBM og Accenture, som vi havde håbet på. Der har ikke rigtigt været værdi for pengene,« fortæller Kurt Larsen, direktør for speditionsfirmaet DSV. Tager arbejdet tilbage DSV har derfor valgt, at driften skal tilbage på egne hænder. Beslutningen er ikke foranlediget af IBM’s nedbrud i sidste uge, der ellers slukkede for al kommunikation hos DSV. Selv hjemmesiden gik ned.

Utilfredsheden strækker sig meget længere end blot til sidste uge: »Det kan også være, at vi ikke selv har været dygtige nok til at outsource, men vi kan under alle omstændigheder konkludere, at det slet ikke har fungeret, som det skulle. Nu har vi oplevet skuffelsen, så må vi jo prøve selv,« siger Kurt Larsen, der forventer, at processen snart er endeligt tilbage i virksomheden i Horsens. Sonofon gør det selv nu Telekoncernen Sonofon valgte i 2002 at overlade it-afdelingen til WM-Data, der senere blev opkøbt af IBM. Nu har Sonofon valgt selv at stå for driften. »IBM og Sonofon traf et valg om ikke at forny partnerskabet, da forretningsmodellen var ikke-tilfredsstillende for begge parter, derfor har Sonofon valgt sin egen løsning,« lyder det lakonisk fra it-direktør Lars Rude Andersen. Jyllands-Posten erfarer, at det var telekoncernen, der ikke fandt IBM’s serviceniveau tilstrækkeligt. Dagrofa overvejer at droppe IBM Dagligvareleverandøren Dagrofa er heller ikke tilfreds med IBM. Endnu ønsker man ikke at kommentere et eventuel aftaleophør, men den adm. direktør Villy Rasmussen lagde ikke fingrene imellem, da han forleden sagde sådan om samarbejdet med IBM: »Det er ikke gået som forventet. Driften afvikles dårligere nu, end den gjorde under eget ejerskab, og nogle udviklingsopgaver er der ikke rykket med som aftalt,« sagde Villy Rasmussen. For knap en måned siden besluttede Post Danmark at droppe en trecifret millionaftale med IBM efter flere år med driftsproblemer, og sidste år måtte IBM sammen med partneren Accenture vinke farvel til en aftale med Apotekerforeningen, der skulle have fortsat til 2010.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her