De danske investeringsforeninger, specialforeninger, fåmandsforeninger og hedgeforeninger fik sidste år et samlet fald i overskuddet på 63 procent i forhold til 2006.
Overskuddet blev 23 milliarder kroner mod 63 milliarder året før, viser tal fra Finanstilsynet. Foreningernes resultat var præget af uroen og den deraf følgende svage udvikling på de danske og internationale kapitalmarkeder. Hedgefonde klarer sig bedst Den samlede formue i foreningerne steg med tre procent til i alt 861 milliarder kroner. Den største relative vækst fandt sted i hedgeforeningerne, hvis formue voksede med 272 procent. Hedgeforeningerne udgør dog fortsat kun en lille del af de kollektive investeringsordninger med en samlet formue på cirka fire milliarder. Ved udgangen af 2007 var det fortsat aktier og investeringsbeviser, der med 452 milliarder kroner udgjorde den største del af foreningernes aktiver. Til sammenligning tegnede foreningernes beholdning af obligationer sig tilsammen for 400 milliarder.




























