Familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) vil hurtigst muligt have en aftale i hus, så de selvstændige erhvervsdrivende, der i dag må betale barsel af egen lomme, i fremtiden kan få barselsydelse ligesom alle andre. Allerede i løbet af efteråret forventer hun at have et udspil klar, men indtil da opfordrer hun alle interesseorganisationer til at indsende mulige modeller, så politikerne har noget at diskutere ud fra. »Jeg er fuldstændig enig i, at der skal ske noget. I efteråret skal vi ind og evaluere de nye regler for den fleksible barselsorlov. Og i den forbindelse har jeg simpelthen forlangt, at vi også ser på de selvstændige, så vi kan få dem med nu«, siger Carina Christensen, som allerede har set en model, men som altså gerne vil have flere. Hvad bliver det største problem i det her? »Det bliver at skrue en ordning sammen, som er relevant for de selvstændige. Vi er nødt til at se på, om det skal være en frivillig ordning eller om den skal være obligatorisk for alle. Og så skal vi finde ud af, om det skal være en ordning, hvor man kan få lov til at have et minimum af kontakt til sin virksomhed, mens man er væk«, siger familie- og forbrugerministeren.
Hun henviser til de problemer, det giver, når chefen forsvinder fra en forretning, hvor chefen enten er eneste medarbejder eller måske kun har to eller tre ansatte. Ikke nem løsning »Når man driver en enkeltpersons-virksomhed, er det meget, meget svært, hvis man overhovedet ikke må have kontakt i eksempelvis op til et helt år. Så derfor skal vi have skruet en model sammen, hvor vi ikke kriminaliserer folk, hvis de tager en telefon, deltager i et møde eller skriver under på et stykke papir, mens de er på barsel«, siger hun. Så I skal nok finde en løsning – det vil du gerne love? »Det skal vi. Det bliver ikke nemt, men det kommer på den politiske dagsorden, og det vil få en meget høj prioritet. Nu har vi fået gode barselsregler for alle andre, og så må vi også lige se af at få de sidste med«, siger familie- og forbrugerministeren.



























