Aktionærgruppen i Roskilde Bank har ikke opgivet få en af deres kandidater med i bestyrelsen i den nye udgave af Roskilde Bank.
Gruppen appellerer i et åbent brev til økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) om at 'bevare demokratiet' i den kuldsejlede bank ved at lade Nationalbanken udpege en af aktionærernes kandidater til den nye bestyrelse. »Vi har foreslået Bendt Bendtsen, at to af de fire medlemmer, som Nationalbanken skal udpege til det nye selskab omkring Roskilde Bank, bliver kandidater fra vores liste, som repræsenterer den menige aktionær. Det har vi gjort, fordi der er 33.000 aktionærer, som for det første har mistet deres penge, og med den konstellation Nationalbanken har lavet, ser det også ud til, at de mister deres indflydelse«, siger aktionærgruppens talsmand, Ole Nielsen. 33.000 aktionærer Ifølge Ole Nielsen skal Nationalbanken udpege fire medlemmer til bestyrelsen i det nye selskab, Det Private Beredskab til Afvikling af Nødlidende Banker skal udpege to, og dertil kommer to eller tre medlemmer, som skal repræsentere bankens personale. Aktionærgruppen ønsker, at Nationalbanken bruger en eller to af aktionærgruppens kandidater til deres pladser i bestyrelsen. Gruppens kandidater er den tidligere formand for Dansk Arbejdsgiverforening, Niels Fog, statsautoriseret revisor Jørgen Jensen og økonom Jens Løgstrup, der er tidligere økonomidirektør i Fredgaard Radio og i F-Group. »Hvis ikke den gamle Roskilde Banks aktionærer tildeles et bestyrelsesmedlem, er disse 33.000 aktionærer med ét sat uden for al indflydelse, hvilket vil være stærkt kritisabelt og uacceptabelt«, hedder det i brevet til bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling Roskilde Bank indkalder til ekstraordinær generalforsamling på mandag 1. september. Det sker for at få den formelle godkendelse fra aktionærerne af overdragelsen af bankens aktiver og forpligtelser til en ny bank, som er oprettet af Danmarks Nationalbank og banksektorens eget Private Beredskab til Afvikling af Nødlidende Banker. Den gamle bestyrelse med formand Peter Müller i spidsen vil på den ekstraordinære generalforsamling redegøre for bankens aktuelle situation og stille forslag om, at banken ændrer navn til 'Selskabet af 1. september 2008', som så bliver 'skraldespandsselskab', mens Roskilde Banks hidtidige aktiviteter blive videreført i den nye bank og fortsætter under navnet Roskilde Bank.




























