Offentligt ansatte, der på grund af terrorangreb kommer alvorligt til skade eller dør under tjeneste i udlandet, bliver nu langt bedre forsikret af deres arbejdsgiver, staten. Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) har efterkommet et ønske fra juristernes og økonomernes fagforening, Djøf, om at øge forsikringssummerne, ikke bare for djøf’erne, men også for andre offentligt ansatte. »Jeg er enig med dig i, at der bør indføres en forbedret dækning for statsansatte, der udsendes til udlandet«, skriver Lars Løkke Rasmussen i et brev til Lars Qvistgaard, der er formand for overenskomstforeningen i Djøf.
Forældede regler
Djøf rejste sagen i sommer efter bomben mod den danske ambassade i Pakistan i juni.
Og Lars Qvistgaard glæder sig over, at staten nu har indset, at de gamle regler var forældede, bl.a. var dækningen på ’turistniveau’, hvis en offentligt ansat kom til skade eller af dage ved en terrorhandling uden for områder, der var defineret som krigszoner. »Der er jo heldigvis ikke mange sager. Men gode regler skaber nødvendig tryghed ved udsendelsen, både for den enkelte og hans eller hendes familie«.




























