Mens mange lønmodtagere dropper at forsikre sig mod at blive fyret, melder cheferne sig i a-kasse. A-kasser for ledere og selvstændige oplever, at flere nu vil være bedre stillet, hvis de skulle blive arbejdsløse. Det går stik imod udviklingen i de fleste af lønmodtagernes a-kasser, som fortsat mister medlemmer. Ledernes A-kasse vurderer, at finanskrisen er årsagen. »Der er ingen tvivl om, at de seneste par måneder har skabt en vis grad af skepsis blandt vores medlemmer. De har ellers været meget trygge – vi har en ledighed helt nede på 0,6 procent«, siger Gert Bronton, direktør i Ledernes Hovedorganisation. Når chefer og selvstændige går imod trenden i resten af befolkningen, skyldes det, at de er såkaldt firstmovers – de første til at reagere – på risikoen for, at krisen får arbejdsløsheden til at stige. Det vurderer A-kassernes Samvirke. »Andre vil følge med, og tendensen til frafald fra a-kasserne vil vende i de kommende år«, siger Torben D. Jensen, sekretariatschef i A-kassernes Samvirke. Årsagen til, at chefer og folk med egen virksomhed handler før alle andre, er, at de er mere følsomme over for samfundets økonomiske udvikling, vurderer Torben D. Jensen. Selvstændige reagerer hurtigt »Motivationen for at melde sig i a-kasse hænger jo sammen med risikoen for at blive ledig. De her grupper har afgjort mulighed for at fornemme den risiko før andre«, siger Torben D. Jensen. I a-kassen ASE, der har en stor andel af selvstændige, havde man ifølge Danmarks Statistik den største medlemsfremgang blandt a-kasserne med 0,8 procent fra august til september. »Selvstændige har i sagens natur større risiko, hvis firmaet lukker. De er vant til at have fod under eget bord og reagerer måske hurtigere på udviklingen«, siger Peter I. Petersen, pressechef i ASE. Han understreger, at en del af medlemstilgangen efter ASE’s vurdering skyldes, at mange vil have en a-kasse, som ikke er en del af en fagforening.
Medlemsfremgang på 0,2 procent
Ledernes A-kasse oplevede en medlemsfremgang på 0,2 procent fra august til september. Man har oplevet en klart stigende interesse i oktober, og det skyldes, at finanskrisen rammer lederne før andre, vurderer a-kassens direktør. »Der er ikke mange, der render rundt ude på gaden og lægger mærke til finanskrisen. Vores medlemmer kan derimod direkte se, at det berører dem i deres dagligdag. De kan mærke det på udgifterne og indtjeningen. Det gør, at de reagerer før andre«, siger Gert Bronton. A-kasserne for økonomer, akademikere og magistre har også haft større fremgang end andre a-kasser fra august til september, men her tilskriver man fremgangen, at mange er blevet færdiguddannet og melder sig i a-kasse i den måned.




























