Roen ser ud til langsomt at forplante sig på det danske aktiemarked. Ugen begyndte i hvert fald uden det helt store samlede kursudsving på de førende danske aktier i C20-indekset, som steg med 1,68 procent.
»De sidste handelsdage har da bestemt været i klar bedring. Det svinger trods alt ikke så meget. Det er også et sundhedstegn, så investorerne kan se, der er faldet lidt ro over gemytterne«, siger Jyske Markets aktiehandler Martin Munk til Ritzau.




























